Vedtægter
for
Grundejerforeningen
Gadstrupparken

 Stiftet 3. maj 1968

§ 1

Foreningens navn er Grundejerforeningen Gadtrupparken. Foreningens område er begrænset til samtlige parceller beliggende på Gadtrupparken samt tilhørende fælles-arealer. Foreningens hjemsted er Roskilde Kommune.

§ 2

Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes interesser, herunder navnlig at forestå de ved deklaration tinglyste fastlagte opgaver med hensyn til vedligeholdelse af fælles-arealet.

§ 3

Alle ejere af parceller inden for det i § 1 angivne område har pligt til at være medlem af grundejerforeningen samt opfordres til deltagelse i foreningens arbejde, herunder poster nævnt i § 8.
Medlemspligten for ejere af ovennævnte parceller indtræder samtidig med erhvervelsen, uanset på hvilken måde denne finder sted, og den nye ejer indtræder forholdsmæssigt i foreningens formue.
Meddelelse om ejendommens overdragelse og dermed følgende udtrædelse for sælger og indtrædelse for køberen skal fremsendes til foreningen senest 14 dage efter handlens indgåelse.
Et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom, hvor sælgeren er i kontingentrestance, er pligtig til at udrede det skyldige beløb og får først de med medlemskabet følgende rettigheder, når dette er sket.

§ 4

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen for et år ad gangen.
Kontingentperioden følger regnskabsåret, som er 1. april til 31. marts.
Kontingentet opkræves årligt med forfald den 1. juli

§ 5

Det påhviler ejerne at renholde for ukrudt, planter, affald mv. på fortovet, samt ud til midten af vejbanen ud for ens ejendom.
Afbrænding af haveaffald mv. er ikke tilladt.
Støjende maskiner bør ikke anvendes udendørs på søndage.

§ 6

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Kun den kan vedtage, ændre eller ophæve vedtægterne.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Generalforgarnlinsen skal holdes et sted inden for 4621 Gadstrup.
Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal skriftligt sendes til medlemmerne senest 1 måned før generalforsamlingen skal afholdes.
Indkaldelse skal indeholde tid, sted og dagsorden for generalforsamlingen.
Generalforsamlinger og møder indkaldes af bestyrelsen.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen.
På generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger kan der kun træffes afgørelser til sager optaget i den udsendte dagsorden.

§ 7

Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens beslutning eller på skriftligt forlangende fra mindst 50 % af medlemmerne med angivelse af dagsorden, hvorefter bestyrelsen senest 14 dage efter forpligtes til at udsende indkaldelsen.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal skriftlig sendes til medlemmerne senest 14 dage før ekstraordinær generalforsamling skal afholdes. Indkaldelse skal indeholde tid, sted og dagsorden.

§ 8

For den ordinære generalforsamling skal gælde følgende dagsorden

  1. Valg af dirigent, 2 stemmetællere samt referent
  2. Beretning om det forløbne år
  3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
  4. Forslag fra bestyrelsen, herunder fastsættelse af kontingent udsendes 1 uge før
  5. Forslag fra medlemmerne udsendes 1 uge før generalforsamlingen
  6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
  7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
  8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
  9. Eventuelt

Medlemmers forslag til generalforsamlingens dagsordens punkt 5 skal skriftligt og begrundet være bestyrelsen i hænde senest den 3 uger inden ordinær general forsamling.

§ 9

Alle valg og almindelige foreliggende sager afgøres ved simpelt stemmeflertal. Hvert medlem har én stemme, uanset hvor mange parceller vedkommende er ejer af. Afstemningen kan ske ved håndsoprækning. Dog skal afstemning ske skriftligt, når mindst 1 medlem kræver dette.

Medlemmer kan lade sig repræsentere ved generalforsamlingen ved fuldmagt. Ingen fuldmagtshaver kan repræsentere mere end sin egen stemme samt 1 fuldmagt. Fuldmagter skal være godkendt af dirigenten. Til vedtægtsændringer kræves, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede og afgiver stemme, og at beslutningen tages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Blanke stemmer regnes for ikke afgivne. Er det foreskrevne antal medlemmer ikke til stede, indkaldes inden en måned med mindst 8 dages varsel en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken der uden hensyn til de fremmødtes antal kan tages gyldig beslutning, såfremt 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget.
Enhver ændring af vedtægterne skal for at være gyldig godkendes af Roskilde Kommune.

§ 10

De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og behandlede sager indføres i referatet, der underskrives af formanden samt dirigenten. Referatet udsendes til samtlige medlemmer senest 1 måned efter generalforsamlingen.

§ 11

De af den ordinære eller den ekstraordinære generalforsamling trufne beslutninger, samt beslutninger, der i henhold til nuværende vedtægter måtte vedtages af bestyrelsen, er gældende for medlemmerne, indtil de lovligt måtte ændres i henhold til vedtægterne. Eventuel indbringelse af de trufne beslutninger for domstolene har ikke suspensiv virkning. Medlemmerne er, indtil endelig retsafgørelse foreligger, pligtige at opfylde de i henhold til beslutningerne pålagt forpligtelser – det kan være af økonomisk eller anden art – ligesom foreningen uanset sagsanlæg eller senere anke skal være berettiget til at foretage retsskridt til forpligtelsens opfyldelse.

§ 12

Bestyrelsen består af 3 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling og afgår efter tur. Der afgår skiftevis 1 og 2 medlemmer hvert år. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, kasserer og sekretær. Den fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden og fører protokol over forhandlinger og de af bestyrelsen trufne beslutninger. Protokollen underskrives af bestyrelsen.

Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet, dog kan der, dersom det efter arbejdets karakter skønnes rimeligt, tillægges formanden, kassereren og sekretæren en mindre godtgørelse.

Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af medlemmer udenfor bestyrelsen, idet udvalgsformanden altid skal være et bestyrelsesmedlem. Et sådan udvalg har ikke besluttende myndighed.

§ 13

Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel overfor offentlige myndigheder som overfor private.

Bestyrelsen råder over foreningens midler i overensstemmelse med de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

Foreningen tegnes i alle anliggender af den samlede bestyrelse.

§ 14

Bestyrelsesmøder afholdes, så ofte formanden finder det nødvendigt, eller når de øvrige 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 2 medlemmer er til stede.

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort eller er ude af rådighed over sit bo, skal bestyrelsen snarest muligt supplere sig med en af de valgte suppleanter.

Dersom formanden måtte udtræde af foreningen, skal dennes afløser vælges inden for de resterende bestyrelsesmedlemmer. Dersom ingen ønsker at modtage valg, skal bestyrelsen foranledige at indkalde til ekstraordinær generalforsamling for valg af nyt bestyrelsesmedlem.

§ 15

Foreningens indtægter og udgifter overføres via grundejerforeningens bankforbindelse.

Som udgangspunkt foretages konteringen af kassereren, men kan også foretages af formanden, som begge har adgang til foreningens bankkonto.

Ved kontingentrestancer opkræver foreningen et rykkergebyr, der ikke må overstige det i lovens fastsatte maksimum beløb. Gebyret fastsættes af bestyrelsen.

Regnskabet skal foreligge færdigt og revideret senest den 1. maj. Såfremt generalforsamlingen afholdes inden 1. maj, skal regnskabet være færdige og revideret seneste dagen før generalforsamlingen.

Regnskabet videre ekspederes til de af generalforsamlingen valgte revisorer, der har 14 dage til regnskabets gennemgang og til tilbagelevering til formanden med eventuelle bemærkninger.

§ 16

Opløsning af foreningen kan kun vedtages på ekstraordinær generalforsamling, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede og afgiver stemme for et sådan forslag med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Opløsningen kan kun finde sted med Roskilde Kommunes godkendelse.

I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens nettoformue Roskilde Kommune til anvendelse til formål inden for grundejerforeningens område.

Nærværende vedtægter er tiltrådt af den ekstraordinære generalforsamling den  19/06 -2025